Happy now? – Om positive historier generelt

Thais satte gang i nogle tidligere tanker, jeg har gået med og snakket om med Oliver, i hans indlæg om billig bleed. Nemlig om positiv bleed. Altså bleed med fokus på positive eller lykkelige følelser. I en række indlæg vil jeg udforske dette begreb, og dets muligheder i rollespil.

Lad os lige huske hvad bleed er, (fra Jeepform.org):
”Bleed is experienced by a player when her thoghts and feelings are influenced by those of her character, or vice versa. With increasing bleed, the border between player and character becomes more and more transparent.”

Først vil jeg se på positiv formidling i andre medier. En interessant ting er nemlig, at inden for journalistik, har der fornyligt været en genopblusning af en tilbagevendende debat om positiv journalistik. Altså den gode gamle sætning: ”hvorfor handler journalstik altid om død og ødelæggelse, kan i aldrig skrive noget godt?” Hvor til journalisterne som regel svarer: jamen i kritisk nyhedsjournalistik kan man ikke være positiv. (dejlig livsindstilling ikke?) Men det er en interessant konflikt.

Fordi mange ville mene, at positive historier ikke kan være gode historier, fordi de har en tendens til at mangle et vigtigt element i historieformidling: konflikten. Feel good film hører da, lige som positive nyheder, til sjældenhederne. Og der er endnu længere mellem gode eksempler på det.

Her kommer man til noget vigtigt. Det er meget symptomatisk, at i alle medier (måske med undtagelser af malerier), er positive fortællinger i stort undertal. Og de velfungerende af dem endnu færre. Hvorfor? Af samme grund, som at Thais har opdaget billig bleed. Det er simpelthen svært at skabe en god og velfungerende fortælling og holde den positiv. Gudsjammerlighed, modgang og ulykke er bare bedre historie komponenter.

Senere vil jeg se på eksempler af gode film, som er positive, og i mine øjne, gode velfungerende historier. Men lige nu er pointen, at når vi ser på de forskellige fortælletekniske redskaber, vi har, så passer positive historier ret dårligt ind. Jeg bruger især Berettekurven, også kendt som Fastawood modellen.

Fastawood
Beskriver en kurve, hvor spændingen generelt er stigende historien igennem, med en række centrale punkter på vej op på klimaks, hvilket disse er, variere fra udgave til udgave, men jeg bruger disse seks. De er: Anslag, Igangsættende plotpunkt, Five minutes exit, Vendepunkt, Point of no return, Klimaks.

For en beskrivelse af fem af punkter, læs den udmærkede gennemgang i Fastavals forfatterkompendium fra 2007. For en beskrivelse af Five minutes exit, læs mit indlæg her. Men ser man på dem, så er det tydeligt at især igangsættende plotpunkt, vendepunkt, point of no return og klimaks alle er præget af konflikt (anslag til dels, men behøver ikke.) Og som tidligere nævnt så er konflikter lettest at opbygge i negative historier. (det hænder i positive, men det kommer jeg tilbage til i et senere indlæg.) Det eneste åbenlyst positive punkt er Five minutes exit. Og det er her mange positive historier fejler. De ender med at gøre dette ene punkt til en hel historie, og der er bare ikke nok gods i, til en hel historie.

Så konklusionen er, positive historier er svære at lave, fordi de ikke umiddelbart passer ind i vores måde at fortælle medrivende historier på. Når det så alligevel lykkedes, får man, synes jeg, nogle helt fantastiske historier, netop fordi de pludselig bryder med vores forventninger til historier. I næste afsnit vil jeg se på typer af positive historier.

En tanke om "Happy now? – Om positive historier generelt"

  1. Pingback: Hyggecon 2011 sparkede røv fra Hobro til Nyborg « Frygt og lede i Odense

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *