Opvarmingsrollespil – Det kommer efter opvarmningen

Det er altid rart, når nogen pludselig skriver noget, der lægger tæt op, af nogle tanker man selv har gået med. Derfor var det interessant at læse Olivers indlæg om opvarmning, mens jeg selv gik og tænkte på opvarmningsrollespil.

Så dette indlæg handler om den første halve times rollespil efter opvarmningen, og vil du læse om opvarmning så se på Olivers glimrende indlæg om det. Men jeg ville nu ønske, han havde kommet med nogle konkrete øvelser i stedet for blot at snakke om, hvor han fandt dem henne. Men det kommer forhåbentligt.

Det jeg vil snakke om, er det første rollespil man spiller. Den første svære scene. Har man opvarmet ordentligt hjælper det, men stadig oplever jeg, at den første scene man skal rollespille, altid er den sværeste. Især på conner, hvor man lige skal se hinanden ad, og smide sine indgroede fornemmelse af, ikke at te sig alt for åndssvagt foran fremmede.

Resultatet er, at den første halve times rollespil aldrig er helt så meget oppe og ringe som resten. Man skal, tror jeg, lige spille sig varm, inden man for alvor kan spille rollespil 100 %. Så og sige overgive sig fuldt og helt til rollespillet. Det betyder to ting: Den første scene bliver aldrig helt perfekt, og ofte oplever jeg, at det er denne første scene, som er scenariets dårligste. For det andet, bliver første scene super vigtigt, fordi det er her man skaber de uskrevne rammer scenariet spilles inden for. Jeg tror det er her forventninger, spilstil og tematik bliver lagt an for resten af scenariet.

I forbindelse med arbejdet på Ønskeøen og Stjernetegn, samt min forberedelse til Magi Umulig (Ja Kristian jeg er træt af dine umuligt at stave engelske titler) og da jeg spilede Bag din ryg, har jeg gjort mig nogle tanker om begrebet opvarmningsrollespil. Her er kort de regler og tanker jeg har gjort mig:

Risikofrit
Netop fordi, denne scene altid vil halte lidt, er det vigtigt, at det ikke er en vigtig scene. Der skal så og sige, ikke være noget på spil for historien. Jeg brugte udtrykket: ”kravlegård” om den første scene i Stjernetegn. Hvis scenen er vigtig og den ikke er helt oppe og toppe, så kan det have en negativ indflydelse på resten af scenariet, tror jeg.
I stedet skal det være tydeligt for spillerne, at de ikke kan gøre noget forkert her, og går scenen lidt galt, så påvirker det ikke resten af scenariet. Det giver mere frihed for spillerne, og en mulighed for at spilleder bagefter kan gå ind og rette på ting der gik galt, inden man for alvor går i gang. Derfor er en prolog scene ofte en god ide, den sætter temaet, men er ikke direkte koblet på den historie, vi nu skal skabe.
Prologscene brugte jeg både i Ønskeøen og Stjernetegn. Begge gange var der mulighed for, at det der skete i prologscenen kunne bruges i den kommende historie, og blev det ofte også, men det var ikke et krav, og det tror jeg er en god ting, i første scene.

Klart formål
Jeg er lidt for ofte stødt på forskellige former for formuleringen: ”Så har rollerne en mulighed for at sidde og snakke lidt sammen og lære hinanden at kende.” Der er ikke noget værre. Det minder mig om min ”rystesammen” tur i gymnasiet. Klassen blev smidt ud i en hytte, og så kunne vi jo lærer hinanden at kende lidt. Problemet var bare, at vi ikke havde en pind at lave, andet end at sidde og stirre kejtet på hinanden. Hvis nu der havde været nogle aktiviteter, kunne vi i det mindste have det at snakke om.
Det samme gælder første scene, den skal ikke bare være: ”så kan spillerne snakke om missionen,” der er ikke noget mere kedeligt. Nej, den skal have et klart formål. Noget at tage sig til, som tvinger spillerne til at rollespille, derfor gerne noget aktion, hvis det passer ind. Men en scene med at klart formål, og ikke noget udefineret bart, som: ”at snakke sammen.”
I Ønskeøen, er første scene en prolog, hvor spillerne ikke spiller deres roller, men spiller en scene, der sker før scenariet starter på Ønskeøen. Det er en jagt scene hvor to spiller de forfulgte og tre spiller forfølgerne. Scenen har et klart formål og der er noget at tage sig til.
I Magi Umulig var der en klassisk: ”snak lidt sammen” scene. Den ændrede jeg, og bad i stedet spillerne beskrive, hvordan de så ud, og hvad de lavede på den kedelige tur fra A til B. Det gav dem mulighed for at beskrive og rollespille lidt, uden at skulle finde på, hvad de skulle sige til hinanden. Samtidig gav det folk et indblik i de andre roller og sin egen rolle.

Hvordan gør vi?
Endelig kan den første scene bruges til at prøve de regler af, der nu er i dette scenarie. Oliver nævner at, det er noget man især er gode til i computer spil. Og jeg er helt enig, og kunne godt finde på at bruge dette i et scenarie. Især Elder Scrolls III: Morrovwind gør det godt. Der både skaber man sin karakter og lærer, hvordan man spiller, via den første halve times spil, ingen behov for at læse regler først.
Det prøvede jeg også i Stjernetegn. I den førnævnte prologscene fik alle mulighed for både at spille dødelig og være tilskuer, samt man fik mulighed for, at prøve at bruge de forskellige greb der nu er i scenariet. Kort sagt, blev alt der er relevant ved regler og system prøvet af i prologscenen kyndigt styret af spilleder, der herefter kunne overlade tøjlerne til spillerne. Så de havde både spillet sig varme og prøvet kræfter med scenariets relativt komplekse system. Hvis all skal lave Lady Black Bird hacks til næste år, så kan jeg anbefale at man starter med en, sådan her fungere det prologscene, det virker bare meget bedre end at få det fortalt. (Hvis systemet er et, hvor man mister eller går ned i ting, får man det selvfølgelig tilbage efter prolog scenen.)

Ouverture
En start scene kan også anslå scenariet tema, og give folk lov til at lege med det. Det brugte pigerne i Tøseantologien godt. Inden man går i gang beskriver man i fællesskab byen det hele foregår i samt de centrale steder, der kan optræde. Spilleder lægger ud, og beskriver byen overordnet, derefter skal spillerne på skifte beskrive de syv steder der hver danner rammer om et scenarie.
Det er rigtigt godt gjort, det er både en risikofri scene, og samtidig får man spillet sig lidt varm, man får trænet sin ”finde på” muskel så at sige. Men samtidig siger det noget om scenariet: ”det er i orden spillerne også finder på og beskriver,” og det sætter kød på den by man nu befinder sig i, altså slår temaet an. Det er flot gjort. Som en Ouverture får en Opera eller Musical sætter det scenen for det der nu skal ske, uden at forestillingen er gået i gang.

Det var mine tanker om den første halve times rollespil, har du inputs så kom med det.

4 tanker om "Opvarmingsrollespil – Det kommer efter opvarmningen"

  1. Oliver Nøglebæk

    Det er godt du kan bruge min post, det der det blogosfæren handler om.

    Jeg kan godt lide at du ikke prøver at kompensere for første scenes uformelighed, men i stedet prøver at se på hvilke fordele situationen har. For mig at se er den store fordel at man som spilleder har spillernes fulde opmærksomhed, det kan tit være en udfordring længere henne i spillet. Det giver en unik chance for at forme hvad spillerne får at indgang til spillet, med meget små margener.

    I Bademesteren fra Ascalon er der indlagt nogen sekvenser hvor spillerne får tilbuddet om at beskrive dele af verdenen for en lille mekanisk bonus. Den slags minimale inputs kan være en interessant måde at gradvist øge spillernes kreativitet, hvis man bruger dem optrappende i starten.

    Anyways, det var lidt tanker om den sløve start.

    Svar
  2. Simon James Pettitt

    Ja jeg synes din post var god, men som sagt: kommer du ikke med nogle konkrete øvelser? Jeg kunne godt bruge nogle nye.

    Interessant tanke om, at denne periode samtidig er der, spilleder har størst mulighed for, at påvirke spillerne, med hensyn til spilstil osv. Det gør den jo kun endnu mere vigtigt.

    Svar
  3. Tore Vange

    Den første halve time er for mig den mest udfordrende og ofte mest spændende, men jeg elsker også opvarmningsfasen.
    Der er nogle teknikker som jeg ofte bruger, alt efter scenariet naturligvis.
    Actionscenarier er de letteste. Efter spillerne har læst karaktererne igennem og haft en chance for at stille spørgsmål, starter de in media res. Hurtigt klip, ingen chance for at nå at tænke, hurtige “hvad gør du”, og tøver spilleren så videre til den næste. Kald det den rollespilsmæssige udgave af at smide en bold i hovedet på en, og råbe “tænk hurtigt!”
    Min anden metode er tyvstjålet fra Monogami. Jeg sætter spiller overfor hinanden i par (kun et par ad gangen) og giver dem en situation. Jeg kaster derfeter komplikationer ind og skifter hurtig spillerne ud (værsgo’, overtag!).
    Det virker fantastisk som opvarmning, men også til at caste spillerne til rollerne i scenariet.

    Svar
  4. Pingback: Sommer lovin’ – spillerberetning « Simons scenarie sludder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *