Spilrapport – I say a little prayer

Af scenarier jeg helst ville spille på Fastaval i år var dette et af dem, af scenarier jeg var nervøse for at spille på Fastaval var dette det eneste! Kunne det leve op til forventningerne, som en Fastaval udgave af det meget omtalte live Just a little loving? Kunne jeg leve op til dets niveau og levere en god nok performance for de andre. Ville det være noget for mig? Ville jeg overhoved blive rørt? De tanker rodede rundt, indtil jeg besluttede mig for at skubbe dem væk lukke ned og bare kaste mig ud i det.

Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Det er et rigtigt godt scenarie, meget intenst, utroligt velskrevne roller, og helt utroligt smukt. Man følger et homoseksuelt kollektiv i 80’erne hvor Aids kommer til Danmark. Første akt handler om gruppen, om deres fælles relationer, om kærlighed, venskab og begær. Men mest af alt skabes en fantastisk føles af en gruppe af mennesker i et samfund, som stadig ser mistroisk på dem, der skaber en familie stærkere end noget, de har prøvet før.

Og så rammer tragedien selvfølgelig og en af dem dør af aids. Et af de værste øjeblik i scenariet, for mig, var faktisk sådan ca. 10 minutter inden første akt sluttede. Der lå vi hulter til bulter på gulvet og snakkede om en fest, der havde været dagen forinden. Jeg var dybt inden i rollespillet på dette tidspunkt og havde virkelig en stærk fællesskabsfølelse med disse fremmede. Jeg var glad og afslappet, jeg nød deres nærvær.

Og så pludselig tænkte jeg: åh gud når denne scene er slut, så er sidste akt slut, og så skal en af os dø, og i et lynnedslag indså jeg, hvor meget det ville ødelægge denne “familie.” En fiktiv familie vi havde skabt, men stadig virkelig for os i disse minutter. Og jeg vidste, at jo større lykken var netop nu, jo kraftigere ville tragedien ramme om lidt.

For at blive kold og analytisk et øjeblik, så er det rigtigt interessant, fordi jeg oplevede det samme, da jeg læste om anden verdenskrig i Berlin. De værste passager var dem, som var uskyldige og søde, men som vi med fremsynets gave ved, hvad vil lede til. Som da skolepiger signerede en bog til en veninde, som skulle afsted sammen med hendes jødiske familie, og forfatteren blot tilføjede: Det er findes ikke flere referencer til hende efter dette… Lykke kombineret med viden om, at den snart skal knuses, er den værste tragedie. Det er det omvendte af forventningens glæde. Og åbenbart ekstra stærk, hvis dem der bære lykken ikke ved det, men vi læseren eller rollespilleren gør.

(Jeg sad lige og overbeviste mig om, at så meget havde scenariet ikke påvirket mig, og så satte jeg dets tema sang på, der det får sit navn fra “I say a little prayer” og så følte jeg. Ikke vildt og voldsomt, bare et lille lingering jag i maven og en følelse af hvad? Melankolsk, lykkelig afsavn?)

Jeg havde en fantastisk spilgruppe, der nok bar mig lidt af vejen. Med Jakob som en fantastisk dragqueen og vores alle symbolske mor, en ung infonaut, som en af de mere unge, en finne som den yngste og endelig en canadisk kvinde som min mandlige elsker Robert. Jeg selv spillede Jim en rigmandssøn, der drømte om at blive forfatter, men i bund og grund lidt tom.

Da tragedien ramte familien brød den nærmest sammen med det samme og fik sig kun langsomt samlet. Jeg var lidt i tvivl om, hvilken retning jeg skulle tage min rolle i. Men siden den havde startet sådan lidt selviske og selvoptaget, så fik jeg faktisk langsomt trukket rollen fra selvmedliden over til at være villig til at ofre alt for sin elsker, og min største frygt var at Robert skulle dø og hvis jeg døde, måtte det ikke tage Robert med i faldet. Det var meget rart, men også desto mere frygteligt jo mere vi nærmede os afslutningen og endnu et dødsfald i gruppen. Især fordi Robert blev gruppens holdepunkt og jeg hans. Så hvis en af os to røg, ville det betyde enden på de to andre.

Det skulle ikke ende sådan. Og det viser en del af rollespillets styrke. Den vi mistede, var den gruppen bedst kunne undvære, den efterhånden nedbrudte Lady Verona, trist, men næsten nådigt og heldigvis fik han lidt genfundet sig selv inden. Havde det været en bog eller film, havde det ikke været ham, men fordi det skete tilfældigt, kunne rollespillet vise os en anden historie end traditionelle medier kunne. Så fedt.

Der blev grædt meget, der blev givet mange knus, både fordi det var følsomt, men også fordi vi havde mange hårde scener både i starten og i slutningen, hvor det var nødvendigt at give et knus til den, man lige havde råbt af.

Slutningen var fantastisk med de tre overlevende stående krammende mens de to faldne havde en nærmest drømmende scene hvor faderen til Lady Verona forligede sig med sin afdøde søn og sagde undskyld for, at han aldrig havde fået læst den der børnebog færdig med ham. Der snøftede jeg, det havde jeg ellers ikke resten af scenariet, og generelt græder jeg ikke i rollespil, men der blive mine øjne våde.

2 tanker om "Spilrapport – I say a little prayer"

  1. Anine

    Det lyder som om du havde en rigtig oplevelse. Jeg aner ikke hvad det er meningen et indlæg her skal indeholde men sidder med en følelse af at ville give dig et virtuelt kram

    Svar
  2. Pingback: Fastaval 2015 – “Things that happen to other people” Part 1 | Pettitt.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *