Tilbagefald – Spiller beretning

Et scenarie om en familie der går i opløsning pga. en alkoholisk far. Jeg spillede den far. Jeg spillede med Tore Vange som GM, Therese som mor og to østerskov elever som vores børn.

Lad mig starte med en anekdote, jeg har fortalt alt for mange gange allerede, men den viste bare min oplevelse så meget, at den er god at illustrere scenariet med. Vi holdte pause, og vi snakkede om hvorvidt dette var et bleed scenarie. Jeg mente, at jeg ikke bleede ret meget, fordi rollen var så ynkelig og modbydelig, at det den forblev fjern for en.

Men da jeg så stod i kiosken og besluttede mig for at hæve lidt over, så jeg havde noget at bruge i baren senere, fik jeg det pludselig fysisk dårligt. Det gik op for mig, at jeg følte en virkelig dårlig samvittighed over bevidst at hæve penge til brug på alkohol, så det var en utrolig subtil men stærk bleed følelse, der alligevel havde oplagret sig i min krop.

En meget stærk ting i scenariet, var at det var tydeligt, at der ingen frelse for faren. Scenerne lå fast, og man kunne ikke undgå det uundgåelige. Hvis nogen forsøgte at spille faren hen imod frelse ville det meget ødelægge scenariet. Jeg snakkede med Martin Horn om dette, som også have spillet faren. Og vi kom frem til faren er ikke en fuldrolle, han er en rekvisit, en katalysator til at sætte gang i resten af familiens problemer og konflikter. Der er kun en vej for ham, hvor de andre er mere fuldendte roller.

Det gør ham på en gang let at spille, men også ret svær, fordi man lærer hurtigt, at holde øje med, nye måder at være modbydelig mod de andre på. Men det lød på andre som om, at der næsten var for meget modbydeligt, scenariet virkede til at mangle en pause, et lille bitte lysglimt i mørket. Det er et emne jeg har snakket om før, en five minut exit, hvor man pludselig er bare en smule lykkelig, gerne inden det går rigtigt galt. Det koblet sammen med, at der åbenbart er lidt for mange scener, (jeg fik af vide, at Tore cuttede nogle fra og lagde andre sammen) så virkede det til at det måske var lidt for langt og lidt for mørkt, sådan at det blev en mindre intens men bare træls oplevelse af at traske langhalm for længe på en modbydelig historie.

Nu har jeg ikke læst scenariet, men det undrede mig, fordi jeg har læst Familien, og den har nemlig en meget friere struktur med en række faste scener og en række mulige scener som kan lægges ind alt efter behov, (hvis jeg husker rigtigt). Og jeg ville have troet at det samme galt i Tilbagefald, det ville i hvertfald have givet mening, fordi som Tore sagde, vi fik spillet mange af de ting i de færre men længere scener, som andre scener lagde op til, så havde han taget dem med, kan jeg godt se at det blev for langtrukkent.

Jeg tror måske også at vores var en mere udholdelig oplevelse fordi vi lagde pauser ind mellem hvert akt, hvor vi lige kunne slappe lidt af og se hinanden i øjnene som mennesker og ikke som roller. Desuden så fik en af scenerne et mere potitivt præg end nok tiltænkt, da far kommer hjem med julegaver til familien. Jeg må i hvertfald personligt indrømme at det var dejligt, da min datter for en gangs skyld så på mig med blide øjne. Men Frederikke, som spillede min datter, formående nu også at rollespille et par skuffede øjne som virkeligt gjorde ondt. “Far hvorfor gør du det?” avavav… Men det er små ting i et generelt rigtigt godt scenarie, der både bærer bræg af evne og godt håndværk.

Så havde vores hold en lille bonus. Det var meningen, at man skulle tegne det hus det foregik i på gulvet alla Dogville men med malertape. Det var iøvrigt en rigtig ved ide, med at bygge huset på den måde, det gjorde, at jeg endte med at betragte Tilbagefald som et live, fordi vi udspillede jo faktisk alt, hvad vi gjorde. Kun sidste scene skulle der fortælles. Men det gav også et rum at bevæge sig rundt i. Det virkede godt, fordi Tore slog fast, at selvom der er “vægge” så kan man altså høre alt i det hus. Så selvom man var for sig selv, så kunne man stadig høre de andre, og hvad der blev sagt om en, ondt ondt.

Vores hold havde dog ikke noget malertape, så vi brugte kridt, og det betød at børnene, når de blev sendt på deres værelse kunne sætte og tegne, mens mor og far skændes. Det var smukt at se de to sidde helt tavse og nærmest manisk tegne lykkelige familier. Tore har nogle billeder af dette, og jeg håber de kommer online på et tidspunkt.

Generelt havde vi en helt fantastisk oplevelse med scenariet og jeg var vitterligt lettere rystet bagefter. Vi skabte en smuk og frygtelig historie sammen. Det var intenst og noget af det bedste rollespil, jeg har spillet længe.

Nå ja sko, jeg skal også huske at sige noget om sko. Det er et fantastisk virkemiddel i den slags historie, fordi det kan bruges til at vide ens tilstand. Hvis man kommer hjem med kun en sko på, er det tydeligt at der er noget galt. Og er der noget mere sigende om ens tilstand, når man ligger i sengen og ens kone må tage ens sko af. Det gav virkelig en af mine værste/bedste scener. Desuden er det vældigt tilfredsstillende at slynge en sko igennem rummet og råbe “SÅ HOLD DOG KÆFT.” Jeg kunne godt finde på at bruge sko som virkemiddel en gang, men mere om det senere.

Som dommerne også roste, så var scenariet godt formidlet, en af styrkerne var at rollerne virkede realistiske. Citaterne fra det virkelige liv gav en skrammende realisme til historien. Jeg har kun læst farens rolle, men den gav mig et usedvanligt klart billede af, hvordan jeg skulle spille ham, taget i betragtning af, hvor kort den var. Det var flot beskrevet, hvordan en alkoholiker tænker. De er ikke nødvendigvis bragende lamme hele tiden, men de har netop en løbende ros, som man ikke nødvendigvis kan mærke, på andet end kraftige humørsvinger.

Det var et godt og effektivt redskab at spille på. Hvis jeg havde været larmende fuld hele tiden, havde det ikke været nær så stærkt. Netop det, at jeg kunne tillade mig at have rolige perioder, betød at når jeg råbte op, kunne jeg se alle træde skræmt et skridt væk fra mig. Det var meget effektfuldt. Jeg kaldte det pulserende rollespil, en vekslen mellem ikke kun glad og sur men også energisk og flad, så jeg kunne være i storslået godt humør, stille godt humør, stille dårligt humør, og det blev først rigtigt farligt når jeg var i voldsomt dårligt humør. Og nu skal jeg snart holde op med at skrive jeg om rollen hehe.

Jeg tror en anden styrke i scenariet var dets simplicitet. Der var rollerne, som var korte, scenerne, stregerne på gulvet, og den uundgåelige fremdrift mod undergangen, ikke andet. Ingen mekanikker, ingen bird in ear, som sagt et meget tydeligt live rollespil, af den bedste slags, og det hjalp virkelig til at sætte fokus på temaet. Mekanikker og virkemidler ville have trukket fokus fra det i dette tilfælde.

Nå jeg kunne snakke længe om dette scenarie, men må hellere stoppe nu.

11 tanker om "Tilbagefald – Spiller beretning"

  1. Kristoffer Apollo

    Det er virkelig godt, Tilbagefald. Mht. bleed, så er det helt klart et potentielt bleed-scenarie. Det indeholder i hvert fald scener, jeg kan genkende fra min egen barndom – og jeg tror, de fleste børn af alkoholikere vil sige det samme.

    Omkring scenestrukturen ved jeg, at Max overvejede en mere fri struktur a la Familien, før han lagde sig fast på det forudbestemte sceneforløb.

    Svar
  2. honrpedersen

    Jeg vil også gerne byde ind.

    Jeg har som sagt talt med Simon om scenariet og selv om vi var enig om nogle ting, så var vores oplevelse ikke ens. Noget af det skyldes måske også jeg i modsætning til Simon har spillet en del bleed scenarier, både på Fastaval og lives som KAPO.

    Jeg fandt det som et stort problem og ødelæggende for min oplevelse at faren ikke er et helt menneske. Han er bare ”En rekvisit, en katalysator til at sætte gang i resten af familiens problemer og konflikter” som Simon siger. Det er ikke godt nok. For nej som Simon siger, må han ikke spilles mod frelse, men hvorfor kæmper konen for at rede det? Hvorfor holder Kim så meget af sin far?

    Ja der står lidt i deres roller, men det er igen ikke godt nok.
    Særligt fordi det kunne gøres meget nemt, der skal bare et par scener ind.
    F.eks. et flashback hvor alt er godt, da mand så en lykkelig familie. En hvor Faren faktisk er ædru et par dage og få taget Kim ud og fiske(eller ligene) også falder i igen næste scene.

    Det vil gøre faren langt mere hel, og der med gør det meget mere interessant at spille ham. Derudover vil det give resten af spillerne meget mening i hvorfor de holder sammen så længe.

    Derudover savnede jeg frihed. Det er fint at alle scener er bestemt fra starten, men i min gruppe fik vi ikke bare ”her er du og her skal du ende” i scenen, men også ”her er du, så skal du X, Y,Z og ende her” hvor meget af det som var Max oplæg og hvor meget der var SLer ved jeg ikke.
    Nu blev det her meget negativt. Det skal ikke tolkes som om scenariet var dårligt, det var det bestemt ikke.

    Scener var gode, gav mening, var brugbare. At der var tegnet på gulvet og man der med fik et hus var godt. Rollerne var velskrevne. Emnet var meget interessant.

    Så mit problem er nok mest at jeg syntes oplægget var så interessant at jeg ikke syntes godt er nok, det skulle være skide godt

    Svar
  3. Max Møller

    Hmm.. Jeg synes ikke, jeg i teksten lægger helt op til den tolkning af faren. Tværtimod har jeg gjort mig umage med at man også skal føle sympati for faren.

    Det sagt, er du/I ikke alene med indvendingerne mod den låste slutning/slutscenen, mangel på lyspunkter og sammenhængskraft i familien. Her er, hvad jeg påtænker at ændre:
    Slutscenen laves om til en optional epilog, så Blackout er klimaks. Den er mere klimatisk, og slutningen bliver helt åben. Det er op til spillerne at tænke sig til, hvad der videre sker. Hvis spillederen ikke synes, at spillerne fik afsluttet konflikterne, kan den nuværende slutscene bruges som epilog. Det fjerner den klare retning mod farens død, som Simon fremhæver, men jeg tror det virker fint, at instruktionen i stedet er at det ender skidt og faren går i hundene.

    Manglen på positive scener og årsag til at blive sammen løses med en kombination af:
    -tilføje flere opvarmningsøvelser, hvor spillerne finder på familiens historie, hvorfor de faldt for hinanden osv.
    -tilføje optional monologer om hvorfor de holder af faren (og hinanden)
    -tilføje noget i rollen om dengang familien havde det godt.
    -tilføje en eller to scener, som bryder tragedien op og giver håb.

    Derudover tilføjes en opvarmningsøvelse, hvor man snakker om personlige erfaringer med alkoholikere.

    Og endelig ekspliciteres forholdet mellem Kim og Alex lidt mere i Kims rolle, så han bliver lidt mere aktiv.

    Det forbandede er, at begge mine spiltests blev aflyst pga. spillere, der ikke mødte op, og jeg tror, en spiltest ville have fanget det, og det ville have været ret let at lave om på.

    Den svære ændring vil være at skære ned på antallet af scener ved at slå scener sammen. Det kan måske gøres med nogle anvisninger om at gribe chancen for glidende overgange, når de byder sig. Der er ret mange scener.

    Svar
    1. Simon James Pettitt

      Du skal passe rigtigt meget på, med ikke pludseligt at tilføje for mange ting til scenariet. Jeg synes max en positiv scene, men en god ide med opvarmningsøvelse, som viser lidt mere af den gode fortid. Det giver også større ejerskab over rollerne og historien. Men ikke flere monologer, det passede fint med det vi havde. Men nu er jeg også stor fan. Don’t ruin it!

      Endelig så vil jeg faktisk være ærgerlig over, at faderens død ikke lå fast, det var faktisk fedt. Måske lade det være mindre klamt som han dør, men den scene er bare så smukt sat op, hvor farens spiller beskriver huset og de andre reagere på det.

      Angående scener, så snak med Tore om det, hvad gjorde det godt.

      Svar
  4. Max Møller

    Jeg skrev i øvrigt 30 scener på to dages marathonskrivning, som nu er kogt ned til 13, tror jeg 🙂 Men på det tidspunkt var tanken så også, at man trak en tilfældig scene, men ret hurtigt viste det sig, at nogle var bedre end andre, og der var en naturlig dramaturgi i dem. Derfor endte det i et lineært forløb

    Svar
  5. Martin Horn Pedersen

    Enig med Simon i at du ikke skal gøre for meget om.
    Men opvarmning om familie er en god ide + 2 postive scener også tror jeg den ville have været hjemme for mig 🙂

    Max, det er jo bare komme igang med næste scenarie så du er sikker på være ude i bedre tid næste år 😉

    Svar
  6. Tore Vange

    Lige et par kommentarer fra mig.
    Scenariet er nu ikke så liniært igen, da der er en fed oversigt over scenerne som illustrerer hvor de kan flyttes til. Indrømmet er den overliggende struktur liniær, men ikke rækkefølgen af enkelte scener. Altså med mindre man gerne vil have det på den måde.

    Hvad angår spiltests, de aflyste af slagsen altså, så lovede jeg desværre mere end jeg kunne holde. Desværre havde jeg lidt for mange sygdomsramte spillere.

    Det Martin skriver omkring den meget detaljerede instruks fra spillederen har vist mest med spillederen at gøre. De instrukser der står i hver scene er mere fastsættelse af stemning end af handling.

    Hvad angår scener og mængden af dem syntes jeg egentligt det var passende. Som Simon skrev, valgte jeg at droppe et par stykker. Jeg mener det var tre scener i alt jeg endte med at udelade fordi temaet i scenen kom uplanlagt frem i andre scener, så det ville både være overflødigt og ødelægge det dramatiske flow der opstod hvis scenerne ikke var udeladt.

    Hvis der skulle være indsat positive scener (og det tror jeg kunne give en god kontrast), ville flashbacks virke bedst efter min mening. Der er dog ikke en eneste scene i scenariet pt jeg ville vælge at fjerne. Den eneste løsning ville derfor være at lægge det i en længere spilblok.

    Svar
  7. Simon James Pettitt

    Der er flere af jer, der skriver I helst vil have positive scener i flashback. Det er jeg ikke helt enig med jer i, men er vist i undertal. Så jeg ville gerne høre, hvorfor vil I have dem i flashback?

    Svar
  8. Pingback: Tilbagefald – billeder fra Tore « Simons scenarie sludder

  9. Pingback: Fastaval 2015 – Room and Friday | Pettitt.dk

Skriv et svar til Tore Vange Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *